LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Nyheder LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Samling LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Leksikon om øl LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Etiket-forklaring LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Samlerøl-prisliste LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Øllink LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Bryggerihistorie LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Faq LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Forsiden LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Mail LoveOl_mini.gif (1020 bytes) Ølsmagning LoveOl_mini.gif (1020 bytes)


Løgstørs Bryggeri - Løgstør Bryghus

Historie bragt i Krejl i 1992.

Af Torsten Hansen

Løgstør har haft flere bryggerier og sodavandsfabrikker. Et af disse eksisterer endnu, nemlig Løgstør Bryghus, og det kan nu fejre 100 års jubilæum.

D. 28 december 1892 sætter Edward Pedersen og hans bror annonce i Løgstør Avis, hvor de fortæller, at de starter Løgstør Mineralvandsfabrik pr dags dato. Da det ikke var almindeligt dengang, at opgive en nøjagtig adresse, ved man desværre ikke med sikkerhed, hvor fabrikken lå. Muligvis lå den allerede dengang i Bredgade 8.
Edward Pedersen var uddannet brygger, muligvis hos Iver Søndergaard Mikkelsen, eller på Theilmanns bryggeri. Det var i alt fald de eneste i Løgstør, som bryggede øl på den tid.
Lysten til at starte en mineralvandsfabrik, som var et forholdsvis nyt produkt i Danmark, har brødrene nok fået via bryggerfaget.
Tilsyneladende har de ikke kunnet nøjes med at drive mineralvandsfabrik. For allerede i 1896 annoncerer de med, at de er autoriseret aftapningsanstalt for Tuborg. De aftapper Lager-, Pilsner-, Wiener-, Münchener-, Nürnberg- og Export-Øl. De har ret til at benytte en speciel halsetiket, hvor der står "autoriseret aftapning".
Samme år køber Ølbrygger Iver Søndergaard Mikkelsen Matrikel nr 200, som indeholder Bredgade 6 og 8, af Niels Peter Lassens Enke. Han forbeholder sig i et pantebrev ret til at bortsælge nogle bygninger, hvilket viser, at han fra starten ved, at han kan sælge bygningerne igen.
Et år efter, 1897, sælger han Bredgade 8 til Edward Pedersen.
På matriklen er, få måneder før, bygget et nyt baghus, som indrettes til sodavandsfabrik. Forhuset indeholder ifølge brandtaksauktionen beboelse og smedeværksted. Sodavandsfabrikken kan godt have ligget samme sted før, da der var blevet nedrevet en bygning, for at opføre det nye baghus. Senere samme år omforandres forhuset, til kun at indeholde beboelse og skyllerum.

EN GOD FORRETNING.
Det går godt for brødrene, og de er istand til at købe andre bygninger og grunde i byen. Samt låne penge ud til ølhandler Carl Bisgaard, da han i 1903 køber ølhandel og aftapningsanstalt af Anders Christian Andersen.
På et tidspunkt forlader broderen fabrikken, og Edward Pedersen fortsætter alene.
Samtidig med sodavandsfabrikationen begynder Edward Pedersen, at forhandle brændevin og vin. Det ses bl.a. af, at han i 1904 og 1905 bliver pålagt brændevinsafgift.
I 1913 sælger Edward Pedersen sin fabrik til forhenværende Mejeriejer Thorvald Madsen. Købesummen er 20.000 kr. I det beløb indgår foruden driftsinventar, også en fladvogn, samt kasser og flasker.
Skødet indeholder 2 detaljer. For det første, må Edward Pedersen ikke drive handel, eller fabrikation af mineralvand i området, og for det andet, må der ingensinde på matriklen drives vinhandel.
Alligevel får Edward Pedersen lov til, at fabrikere al den mineralvand, som han kan afhænde til Fjerritslev Gæstgivergård, enten direkte eller gennem tredjemand. Dog ikke længere end til 11-6-1919. Man kan heraf se at fabrikken "eksporterede" vand til den anden side af fjorden.
Årsagen til, at der ingensinde måtte drives vinhandel på grunden skyldtes, at Edward Pedersen tog sin vinhandel med sig til Elmevej. Her fortsatte han med, at sælge vin en gros fra sin kælder. Det var en god forretning og han forblev en betydningsfuld mand i byen.
Thorvald Madsen gjorde ikke meget ud af sin overtagelse af fabrikken. Det eneste man i Løgstør Avis kan læse i forbindelse med overtagelsen er følgende annonce:

Løgstør Mineralvand
anbefales
Fabrikkens telefon er nu 81.

Efter kun 2 et halvt år, 1916, sælger han igen fabrikken. Køberen er Georg Nielsen, af Vejle. Han køber fabrikken for 27.000 kr.

EN SVÆR TID.
Georg Nielsen køber fabrikken under 1. verdenskrig, og det er uden tvivl en svær tid. Han begynder snart, at måtte optage lån for at klare situationen. I 1918 optager han et skadesløspantebrev i Banken for Løgstør og Omegn, en slags kassekredit. Han stiller bygninger og inventar til pant.
I 1922 må han igen låne penge. Han låner denne gang 4700 kr af en kreditforening. De får 2 prioritet i løsøret. Af lånedokumenterne fremgår hvad løsøret er:
Fortegnelse over inventar i Løgstør Mineralvandsfabrik
1 stk flaskerenser med 0,6 HK elektromotor
1 stk blødekar
1 stk kar med dobbelt eftersprøjtningsventiler
1 stk 4 haners tappemaskine (Isonowa)
2 stk kobber blandingskedler
1 stk Impreguleringspumpe (Favorit)
1 stk propmaskine til korkpropper
1 stk Do. til Crown kork kapsler, automatisk tilførsel
1 stk Siphon tappemaskine
1 stk sukkeropløsningsgryde
20000 stk patentflasker halvhvide
28000 stk 1/4 l. grønne flasker
1050 kasser.

Inventarlisten er interessant fordi den fortæller, at fabrikken rådede over næsten 50.000 flasker. Det er flere end Knud Birk havde i 1950 til 1970. Samtidig viser tilstedeværelsen af en Crown cork Proppemaskine, at der må have været en aftapning af øl på stedet. Det har utvivlsomt ikke været af egen produktion, men hvilket bryggeri det er kommet fra vides ikke. Det skal samtidig bemærkes, at Crown cork kapslerne først var begyndt, at komme på det danske ølmarked omkring 7 år før. Løgstør Mineralvandsfabrik har været med på moden i 1922. Siphon tappemaskinen kan stadig have været i brug, men der nævnes ingen siphonflasker. Der findes dog idag siphonflasker fra Løgstør Mineralvandsfabrik hos samlere.
Hvor længe fabrikken har lavet siphons vides heller ikke, men allerede i 1893 kunne man læse følgende annonce i Løgstør Avis:

Sodavand på Sifon
faas hos P.O. Brinck

Brinck var købmand, hvorfra han fik sine siphons fra er svært at sige, men det kan have været fra Løgstør Mineralvandsfabrik. Det kan også have været fra Theilmanns Bryggeri, som med sikkerhed lavede siphons på den tid.

TVANGSAUKTION.
Det går ikke så godt for Georg Nielsen. Panteobligationen til kreditforeningen må han opgive at betale, og i 1933 begærer Jydsk Hypotekforening tvangsauktion over mineralvandsfabrikken. Hvor meget de får ud af det er tvivlsomt, da Banken for Løgstør og Omegn overtager fabrikken. Georg Nielsen skulle efter sigende skylde banken omkring 30.000 kr dengang.
Banken lader Georg Nielsen drive mineralvandsfabrikken i nogle år efter tvangsauktionen.
I 1937 kommer endnu en mejerist til at eje fabrikken, idet banken sælger til Mejerist S.P. Salmansen for 25.000 kr, han har på det tidspunkt Løgstør Mejeri.

EN BRYGGER KOMMER TIL.
Sandsynligvis forpagter han snart fabrikken ud. Det kan desværre ikke bekræftes, men to ting antyder det.
D. 29-7-1941 får Niels Peter Steffensen Clausen næringsbrev som ølbrygger i Løgstør, men først d. 28-7-1942 køber han det, man nu kan kalde bryggeriet.
Salmansen er på salgstidspunktet bosat på Sjælland, så han har haft vanskeligt ved selv at drive bryggeriet. Salgsprisen er igen 25.000 kr.
Clausen var født i Gøttrup. Han var ikke ukendt med ølbryggerfaget, idet han var ud af en bryggerfamilie. Hans far og hans brødre har haft med både Skovsgaard, Brovst, Halvrimmen og Saltum bryggerier af gøre.

NU BRYGGES DER ØL.
Hidtil havde fabrikken kun lavet mineralvand, og været depot/aftapning for andre bryggeriers øl. Men nu startede Niels Peter Clausen med brygning af Hvidtøl, ved siden af mineralvandsfabrikationen. Det foregik i tiden hvor 2. Verdenskrigs lige var startet. Der var problemer med råstofforsyningen, og fra november 1941 var der begyndt, at blive rationering af øllet. I januar 1943 bliver der også rationering på mineralvandssalget, så Clausen har haft svære tider. Det kan derfor undre, at han sælger, lige som krigen er forbi. D. 5-6-1945 sælger Clausen til Formand Ejnar Cold, Aggersund. Efter sigende solgte han fordi det ikke gik så godt. Alligevel får Clausen en god pris for det. Salgsprisen er nemlig 42.500 kr, hvilket er langt mere end Clausen selv gav. Heraf regnes de 30.000 som bygningernes værdi, resten er løsøre, og for afståelse af forretningen.
Clausen forpligter sig samtidig til, ikke at drive, eller være interesseret i forretning af lign. art i Løgstør og nærmeste omegn.
Allerede året efter sælger Ejnar Cold igen bryggeriet. Han når på den korte tid, at køre bryggeriet ned, så overtagelsen for den nye ejer bliver hård. Alligevel fik han en overordentlig god pris for bryggeriet, nemlig 52.000 kr.

Det foregående er baseret på oplysninger fra arkiver og aviser, hvorimod det efterfølgende er baseret på interviews med Knud Birk Nielsen og Jørn Simonsen.

I 1946 (31 år gammel) købte Knud Birk Nielsen Løgstør Bryghus af Ejnar Cold. Knud Birk kom til Løgstør d.14 november 1946, og skulle overtage Bryggeriet d. 15 november, så det var lige før juletravlheden satte ind. Transportmulighederne var ikke de samme som idag. Knud Birk måtte gøre hele turen fra Køge til Løgstør, bag på lastbilen, dog under en pressing.

Knud Birk fik travlt fordi Bryggeriet var temmelig nedkørt. F.eks. var der kun 3 kasser flasker tilbage. Hurtigt fik han skaffet flere patentflasker til sodavand fra Randers, så han kunne klare juleefterspørgelsen.
Selv om bryggeriet var kørt ned, og maskinerne var dårlige, var de alligevel bedre end de maskiner, som Knud Birk tidligere havde arbejdet med. I Køge havde Knud Birk haft Mineralvandsfabrikken Ritz. Maskinerne der var meget utidssvarende, og lokalerne var dårlige. De var den direkte årsag til, at han solgte fabrikken.
Maskinerne i Løgstør var omtrent dobbelt så gode, og lokalerne var meget bedre.

Birk var ikke kendt i Løgstør, så derfor var der af og til folk, som var lidt mistroiske over for, om han nu kunne betale for de varer han købte. Det var forståeligt nok. Men Birk fik hurtigt gang i Bryggeriet og han forstod at omgås folk, så mistroen forsvandt. Knud Birk havde givet 52.000 kr for bryggeriet, men havde samtidig fået 32.000 for sin mineralvandsfabrik i Køge. Så han var ikke så tynget af gæld, som nogle måske troede.

Knud Birk var ikke uddannet brygger, derimod var han uddannet indenfor kolonial, og korn og foderstoffer. Så selve ølbrygningen var ny for ham. Heldigvis fik han god hjælp af den tidligere ejer af bryggeriet Brygger Clausen. Brygger Clausen var en dygtig brygger og lærte Birk at brygge hvidtøl. Samtidig gik Clausen også til hånde med alt andet på bryggeriet.

Efter ca. et års tid holdt Clausen op. Han endte som tjener på Mikkelsens Hotel.

Det at have bryggeri i slutningen af 40'erne, var ikke bare at brygge øl og lave sodavand. Allerede året efter sin overtagelse, var Birk ude hos nogle lokale landmænd og tegne sukkerroer. "At tegne sukkerroer" vil sige, at han købte høsten på forhånd. De første år tegnede han 60 tons sukkerroer, det gav ca. 3 tons råsukker. Sukkeret blev tegnet hos Kornum Østergård. Råsukkeret var specielt godt til appelsinvand og øl. Maltet til øllet købte Birk i Aabybro.

Knud Birk ændrede en del ved bryggeriet da han kom til. Det meste af produktionsapparatet bestod af træ. Gærkarene blev skiftet til aluminium, og svalebakkerne blev skiftet ud til jern. Samtidig byggede han om sådan at svalebakkerne kunne komme til at ligge lige under loftet og udluftningen. Faktisk blev halvdelen af bygningen bygget om. Alt sammen skete indenfor 5 år.

Knud Birk og hans kone arbejdede hårdt på bryghuset. Specielt var ølbrygningen et hårdt arbejde, og det var ikke en nær så god forretning, som at lave sodavand. Ølbrygningen krævede også meget mere tid, end fremstillingen af sodavand. Det var en væsentlig årsag til, at Birk efter få år (ca. 1953-54) valgte, at ophøre med brygningen af hvidtøl, og koncentrere sig om fremstillingen af sodavand og sit Ceres depot som han havde fået i 1947.

Bryghuset var et familieforetagende. Knud Birk lavede sodavand og bryggede øl, Samt kørte ud og solgte det. Mens Grethe Birk klarede ekspeditionen hjemme, der var faktisk et stort salg direkte fra døren. Hun deltog også i produktionen, idet hun altid satte etiketter på. Det foregik med håndkraft. Samtidig passede Grethe naturligvis også huset, og de tre børn det efterhånden blev til. Hun var iøvrigt udlært frisør fra Haslev.

KUN HVIDTØL.
Løgstør Bryghus har aldrig brygget stærkere øl end hvidtøl, og i Birks tid har der kun været produceret to typer, en almindelig taffeløl og en julehvidtøl. Julehvidtøllen blev brygget lidt kraftigere, og lidt sødere end taffeløllen. Øllen er blevet tappet på store flasker 70 cl., samt på 5 og 10 liters stakitøl.

Af sodavand blev der i starten lavet appelsin, citron, appolonaris og hindbær. Senere kom mange andre til.

Knud Birk fik lavet sin egen etiket til øl i 1947, det var en standard type fra Aalborg Stentryk, han brugte den, indtil han ophørte med at lave øl. Der har også eksisteret en juleøls etiket.

I Knud Birks tid havde bryggeriet et opland, som strakte sig lidt ud over den nuværende Løgstør kommunes grænser. Det strakte sig fra Staun over Farstrup, Lundby, Vindblæs, Vester Hornum til Overlade. Og i nord kom man også til Aggersund.

Produktionen af Sodavand var i de sidste år mellem ½ og 1 million stk.

15-3-1975 køber Jørn Simonsen sodavandsfabrikken af Knud Birk Nielsen. Købspris 80.000 kr, plus varelager og emballage.
På nuværende tidspunkt produceres ca. 400.000 flasker om året.

I forbindelse med salget ophører Ceres depotet. De ønsker ikke at følge med over til en ny ejer.

Jørn Simonsen er flasket op med sodavandsfabrikken. Hans far har i flere år kørt lastbilen for Knud Birk, og som barn har Jørn Simonsen ofte været med. Han kunne lide arbejdet, og allerede tidligt tænkte han på at det var en type job han kunne tænke sig. Jørn Simonsen blev dog uddannet indenfor handel, og fik sig et kontorjob. Det blev dog for indelukket for ham, så han gik til Birk og sagde, at hvis Birk en dag ville sælge fabrikken, ville han selv gerne købe den.

NY EJER, NYE TIDER.
Ved overtagelsen var hovedparten af afsætningen, baseret på nogle få forretninger i Løgstør og Ranum, samt ca. 550 private kunder. Derfor var arbejdsdagene inddelt, med mandag og tirsdag besøgtes forretningskunderne, og onsdag til fredag de private. Den fordeling mente Jørn var uheldig for fremtiden, så han begyndte langsomt, at søge flere forretningskunder. Han lovede dem samtidig, at han ikke ville optage flere private kunder. Det viste sig, at være en rigtig satsning. Salget steg og i 1979 besluttede Jørn Simonsen sig til den store satsning. Han flyttede fabrikken fra Bredgade, til Blekingevej i industrikvarteret. Samtidig blev der indkøbt for 200.000 kr andre maskiner, det var nogle brugte fra Bryggeriet Indslev på Fyn. De "nye" maskiner øgede produktionen fra 1000 flasker i timen, til 3000 flasker i timen. Førhen kunne Jørn få lavet ca. 25.000 flasker om dagen. Egentlig var det Knud Birk og Birks kone, som lavede dem, men nu kunne han selv klare det samme på kortere tid. 3 år senere købte Jørn Simonsen "nye" brugte tappe- og etiketmaskiner fra Bjørnkilde i Grenå. Senere købte han en Impreguleringsmaskine fra Aalborg Mineralvandsfabrik, da den lukkede.
Salget steg forsat, til ca. 750.000 flasker omkring 1982. Så blev sodavand pålagt en ekstra afgift på 20 øre pr flaske. Det blev dyrt for fabrikken, salget faldt med 100.000 flasker på et år.
Samtidig satte en strukturændring ind i dansk detailhandel. De små handlende fik det svære, og de begyndte at lukke. De tilbageværende samlede sig i større kæder. Kæderne begyndte at handle ind samlet, hvilket betød at det blev sværere at komme ind for de små fabrikker.
Over en årrække mistede Løgstør Bryghus ca. 50 forretninger som kunder. Salgstallene faldt tilsvarende.

Fra starten af ville Jørn Simonsen gerne have et øldepot sammen med fabrikken, og da Ceres ikke ville mere, forespurgte han Albani. De ville gerne have depot i Løgstør. Sammen med Albanis øl, fik Simonsen også deres sodavand. Det kunne lyde som en dum idé, men sandheden var, at det gav ham et mer salg. Årsagen skal søges i, at de to sodavandsprodukter ikke har samme kundekreds. En Løgstør sodavand sælges ikke i en restaurant, det gør til gengæld en Albani vand. Derfor byder de to sodavand ikke hinanden nogen direkte konkurrence.

100 ÅR EFTER.
I 1992 er situationen den, at produktionen er tilbage på de ca. 400.000 flasker, som der blev produceret i 1975. Fordelingen af kundegrupperne er anderledes. Nu er den overvejende del forretninger, der er dog stadig ca. 75 private som holder ved. Produktionen klares ved, en gang om ugen, at lave 6.000 eller 12.000 stk. Det klarer Jørn Simonsen selv, kun hjulpet af en skoledreng. Løgstør Bryghus er idag nok Danmarks mindste producent, som udelukkende producerer sodavand. Bryghuset er stærkt ramt af koncentrationerne i detailhandlen. Samt den stærke priskrig på sodavandsmarkedet. Alene i 1992 faldt produktionen med ca. 75.000 flasker. Til gengæld går det fremad for Albani øllet i området. Især på fadøls siden. Bryghuset og depotet dækker i 1992 et område på ca. 25-30 kilometers omkreds omkring Løgstør, men fremtiden er usikker.

Til nærværende artikel er der ydet støtte fra Sundhedskoordinatoren i Løgstør.